Årets Sportsnavne i Hørsholm

Rasmus Højlund er Årets Sportsnavn i Hørsholm 2023

Team Hørsholms ærefulde pris gik i år til en af Danmarks absolut bedste fodboldspillere nemlig Rasmus Højlund. Med prisen skriver Rasmus Højlund sig ind i rækken af yderst talentfulde idrætsudøvere med tilknytning til Hørsholm.

Mike Steen Hansen, formand for priskomiteen for Årets Sportsnavn, motiverer valget af Rasmus Højlund:

”Rasmus Højlund er i særdeleshed en markant spiller, som vi i Hørsholm er utroligt stolte over. Han er enormt talentfuld, arbejder hårdt og har en virkelig positiv personlighed.

Rasmus Højlund startede med at spille fodbold som dreng i HUI. Herefter gik turen til Brøndbys ungdomsafdeling og videre til FC København, hvor han som 17-årig debuterede på førsteholdet.

I 2022 blev Rasmus Højlund solgt til Sturm Graz fra Østrig, som med det samme spottede den tidligere hørsholmspillers store talent. I Østrig leverede han en ren succeshistorie og scorede mål på samlebånd.

Det blev et kort ophold i Østrig, da Atalanta fra Italien købte ham efter bare cirka et halvt år i Østrig. Succesen fortsatte i Italien, hvor Rasmus Højlund fortsatte sin målform og samtidigt debuterede på det danske landshold samme efterår.

2023 blev et skelsættende år for Rasmus Højlund, da en af verdens største fodboldklubber købte ham fri fra aftalen i Atalanta, og i dag spiller han for Manchester United.

Rasmus Højlund har været en enormt vigtig brik for det danske landshold i forbindelse med kvalifikation til EM 2024, og vi håber og regner med endnu flere mål og fremragende fodboldspil fra ham.”

 

 

 

Rasmus Højlund kunne ikke modtage prisen selv, da han skulle spille kamp for Manchester United, men i stedet modtog Bo Rømer, formand for HUI og Bo Hjorth Paarum, direktør i Team Winther Højlund prisen på Rasmus’ vegne. Gæsterne til Idrætsstjerner 2023, hvor prisen blev uddelt, fik dog stadig lidt stjernestøv fra Rasmus Højlund, da han i et videoklip takkede for prisen og fortalte om de mange gode oplevelser, han har haft sammen med HUI på fodboldbanerne i Hørsholm. Rasmus Højlund sluttede af med at ønske alle årets idrætsstjerner tillykke med deres præstationer.

 

Team Hørsholm uddeler hvert år den meget prestigefyldte idrætspris Årets Sportsnavn. Prisen gives til en idrætsudøver som i det forgangne år har leveret helt særlige resultater. En idrætsudøver som sætter baren højt, og som formår at indfri de sportslige mål. 

 

Årets Sportsnavn i Hørsholm modtager en indgraveret skulptur skabt af den kendte kunstner Kristian von Hornsleth. Skulpturen hedder ’Forskeren’ og symboliserer mennesket, der tør gå nye veje og gøre en forskel i videnskaben, sporten, kunsten og samfundet.  

 

 

Tidligere modtagere af Årets Sportsnavn i Hørsholm:

 

2019: Nikolaj Rosenthal, Rungsted Seier Capital

2020: Gritt Ryder, Hørsholm 79ers Basketball

2021: Jens-Philip Dehn-Toftehøj, KDY

2022: Marcus Olsson, Rungsted Seier Capital

 

Marcus Olsson er Årets Sportsnavn i Hørsholm 2022

Team Hørsholm ærefulde pris gik i år til den fremragende ishockeyspiller fra Rungsted Seier Capital, som derved skriver sig ind i rækken af yderst talentfulde idrætsudøvere i Hørsholm.

Marcus Olsson helt unik spiller og en af de allerstørste profiler hos Rungsted Seier Capital. Marcus er desuden en af de allerbedste spillere i Danmark, og han er årsagen til og katalysatoren for, at Rungsted Seier Capital er gået fra at være et godt ishockeyhold til at være en del af den absolutte top i Danmark.

Marcus er født og opvokset i Sverige, men har de seneste seks sæsoner været en del af Rungsted Seier Capital – og har endda de seneste fem år spillet som kaptajn.

Marcus har spillet over 300 kampe for Rungsted Seier Capital og har totalt set vundet 3 guldmedaljer, 3 sølvmedaljer og én bronzemedalje samt deltaget i Champions Hockey League to gange.

I indstillingen lyder det: Marcus har vist et enestående lederskab i sine år som kaptajn for Rungsted Seier Capital. Marcus går altid forrest, tager ansvar og evner at inkludere alle – uanset om det er holdets store profiler, eller om det er første-års juniorer. Marcus sætter altid holdet over sig selv - i slutspillet 2021 spillede Marcus med et brækket håndled, en skulder ude af led og et beskadiget knæ, for han ville ikke lade holdet i stikken.

Jens-Philip Dehn-Toftehøj er Årets Sportsnavn i Hørsholm 2021

Team Hørsholm ærefulde pris gik i år til den medaljevindende sejler fra KDY, som derved skriver sig ind i rækken af yderst talentfulde idrætsudøvere i Hørsholm.

”Jens-Philip er en dedikeret sportsmand, som sætter baren højt og som arbejder hårdt og determineret for at nå sine sportslige målsætninger”, fortæller Per Holten Møller, medlem af priskomiteen for Årets Sportsnavn. Per Holten Møller motiverer priskomiteens valg af Jens-Philip til Årets Sportsnavn: ”Jens-Philip besluttede i 2020 at gå efter medaljer i 29er klassen ved EM og VM i 2021. Og han indfriede til fulde målene ved både at vinde guld ved EM og bronze ved VM sammen med makkeren og lillebroren Jens-Christian. At være den 3. bedste 29-besætning i verden – det er altså i en liga for sig”.

Jens-Philip vinder prisen foran et stærkt kandidatfelt, som bestod af tennistalentet Johanne Svendsen og ishockeystjernen fra Rungsted Seier Capital Marcus Svensson. Alene det at blive nomineret til Årets Sportsnavn skal ses som en stor ære, og både Team Hørsholm og priskomiteen glæder sig til at følge Jens-Philips, Johannes og Marcus’ sportslige karrierer. 

Gritt Ryder er Årets Sportsnavn i Hørsholm 2020

Siger man Hørsholm 79ers, siger man også Gritt Ryder! Gritt er en af de mest markante spillere nogensinde i Hørsholm 79ers, og hendes talent for basketball er indiskutabelt. Gritt er opvokset i Hørsholm og har spillet i klubben, siden hun var seks år gammel - kun afbrudt af et ophold på college i USA.

Gritt har været med til at vinde hele 3 Danmarksmesterskaber (og tre som ungdomsspiller) og to pokalfinaler for Hørsholm 79ers (og to som ungdomsspiller), og hun er netop blevet kåret som årets spiller i dameligaen for andet år i træk. Gritt er på tredje år anfører både for Hørsholm 79ers og for det danske landshold.

Gritt er ubestridt den bedste spiller i Danmark!

Gritts store talent på banen gælder både spilleren Gritt og anføreren Gritt. Som anfører har Gritt en helt fantastisk evne til at samle og løfte hele holdet. Og Resultaterne taler deres eget sprog – Hørsholm 79ers tog i 2020 ’the double’ og blev både pokalmestre og Danmarksmestre, og Gritt blev kåret til årets kvindespiller i Danmark.

I den forgangne sæson, har Hørsholm 79ers spillet uden udenlandske professionelle spillere, hvilket har betydet nye roller for stort set alle på holdet. Her har Gritt taget et enormt ansvar som anfører, og med sin naturlige lederstil hjulpet alle spillere ind på de nye pladser, samtidig med hun hævede alle personlige statistikker med en tredjedel og fik den anden titel som årets spiller i træk.

Gritt er selve årsagen til, at det danske damelandshold er genopstået efter 15 år. Gritt var primus motor for den crowfundingindsats, som skaffede den nødvendige finansiering til, at landsholdet kunne deltage i EM kvalifikationen. Og da en hovedsponsor meldte sig på banen, var det også Gritt, som blandt andet forhandlede og organiserede holdet til reklamevideoer.

Med Gritt som anfører og udslagsgivende spiller vandt landsholdet i november 2020 den første EM kvalifikationskamp i dette årtusinde.

 

 

Nikolaj Rosenthal er årets Sportsnavn i Hørsholm 2019

Per Holten Møller motiverede valget af Nikolaj Rosenthal som Årets Sportsnavn 2019:

"Nikolaj Rosenthal er en ishockeyspiller ud over det sædvanlige, og i 2019 har Nikolaj cementeret sin status.  

Nikolaj arbejder fokuseret og dedikeret med sin sport og hans talent rækker langt. Nikolaj har en imponerende statistik bag sig med hele 431 kampe og 173 mål på højeste niveau i Danmark. 

Det er takket være Nikolajs uomtvistelige talent og målnæse, at Rungsted Seier Capital vandt både grundspillet, pokalmesterskabet og danmarksmesterskabet i 2019. Nikolaj var ganske enkelt essentiel for holdets succes, og han blev da også både topscorer i Metalligaens grundspil og topscorer i Play-off hen mod det danske mesterskab. En position/titel som normalt går til dygtige udenlandske spillere i Danmark. Og som kronen på værket blev Nikolaj også udnævnt til Årets Spiller i Metal Ligaen – en ære som ikke er tilfaldet Rungsted de sidste 13 år.  

Yderligere blev Nikolaj også udtaget til brutto-truppen til det danske senior-ishockeylandshold i A-gruppen med deltagelse af mange professionelle spillere fra blandt andet NHL, Svensk eliteserie og KHL i Rusland."